Denne fabelagtige legeplads for alle os, som er vilde med mærkelige dyr, åbner efter planen i marts næste år. Og ikke nok med at vi kan pille i underlige havdyr (nåeh, ja. Børn kan i hvert fald. Men måske man kan låne nogen og alligevel snige sig med) så får det nye Danmarks Akvarium også en andre masse fede features;

Vi snakker et færøsk fugle-fjeld – med sære fugle – og et undersøisk fiske-paradis, som f.eks. de glubske lommer mm kan dykke ned og fouragere i.

Vi snakker et område, hvor et af verdens sjoveste og mest begavede dyr – den snedige havodder – vil kunne padle rundt. På ryggen. Og fremvise sin unikke evne til at åbne muslinger. Med et elegant dask eller to med en sten ovenpå skallen. Og voila. Middagsmad

Vi snakker et koralrev, hvor de farvestrålende fisk, som har keeeeeedet sig i årevis oppe i Charlottenlund, nu får muligheden for at padle rundt i autentiske omgivelser. Hvilket vil sige i rigtige koralrev, som ikke bare pastic-look-alike – men rigtige rev, som bittesmå levende organismer (læs:koraller) har skabt til akvariet. (Hmmmm, må lige snakke med deres fagforening…)

Vi snakker tropisk regnskov. Med hedt klima, blafrende sommerfugle, kvækkende frøer og glubske piranhaer (piratfisk).

Og vi snakker et KÆMPESTORT bassin, hvor hajer og andet godt-fisk vil padle rundt foran et GIGANTISK rude. Som giver illusionen af selv at være undervands.

Det er fandma nice

Så læs noget mere her:

http://www.denblaaplanet.dk/Pages/default.aspx

Eller her:

http://www.danmarksakvarium.dk/

Eller kig på de rare hav-oddere her:

Forleden fik de installeret en olympisk vippe over deres bassin – og siden har de spøjse fjerkræ øvet sig i den ædle udsprings-kunst.

Som det fremgår af Zoo-videoen i bunden af dette skriv, så har pingvinerne dog stadig en del at lære, hvad angår teknik. For selvom der bestemt ikke kan klages over fuglenes overdrevent blærede evne til at klappe de små vinger sammen og forvandle sig til torpedoformede missiler, når de først er i vandet, så har de tilsyneladende endnu ikke helt lært at hoppe på vippen før udspring. Men mon ikke det ikke kommer, før legene starter 27. juli.

I hvert fald fortæller chef-pingvin-dyrepasseren til Sky News, at er blevet øvet på livet løs, siden den olympiske vippe fik sin placering over den dybeste ende af pingvinernes bassin.

Her på Videnskabet glæder vi os umådeligt til at se, om ikke pingvinerne på et tidspunkt også hitter ud af at hoppe to ad gangen. For ’Synkronudspring for pingviner’ har længe stået på ønskesedlen over forunderlige sportsaktiviteter for dyr.

Kun overgået af Kænguru-hækkeløb og bæver-badminton.

Se pingvin-spring-videoen fra London Zoo her

Ny tysk forskning tyder på, at hannerne hos dværgflodhestene selv kan ændre deres sæd, så flokken bliver beriget med små hun-heste i stedet for hanner. Det skriver det norske videnskabs-site forskning.no

Oiii. Godt for dem. Tænker man/jeg. Efterfulgt af et temmelig langt ’ Øøøøøøh??????’

For hvad er det så lige, at de listige små (jaja, men i hvert fald KUN i omegnen af 80 centimeter høje, halvanden meter lange og godt 200 kilo tunge) miniflodheste-guys kan bruge denne unikke evne til?

Unger af hunkøn er naturligvis godt og MEGA-MEGET meget bedre end dem af hankøn. De små hunner er sikkert de mest nuttede, man kan købe lyserødt Lego-lejetøj til dem og give dem små pink-farvede bast-skjørter i tyl på til familie-begivenheder. Hurra! Men hvad mere?

Dette kan være en måde for mændene at reducere konkurrencen mellem hannerne om at vinde en partner’, lyder svaret fra den tyske forsker bag de bemærkelsesværdige resultater (citatet er givet til forskning.no)

Godt så. Motivet er således etableret. Men for at forstå STORHEDEN i han-flodhestenes evne til at påvirke kromosom-fordelingen i sin egen sæd-produktion, må man nødvendigvis må starte helt forfra med hele den lavpraktiske, biologiske historie. Og den kommer her:

For at sikre arternes fortsatte eksistens, så skal kønsraten hos alle pattedyr være i nærheden af 1:1. Så der fødes én hun for hver han – og omvendt. Uden damer, ingen børn. Uden mænd, ingen befrugtninger. Og blabla

Som man måske husker fra skoles biologi-undervisning, så hænger det sådan sammen, at ægcellen altid udstyret med et X-kromosom. Mens sædcellen har enten et X- eller Y-kromosom. Hvis en X-celle kommer først frem til ægget, så bliver afkommet af hunkøn. Hvis Y-celler vinder kapløbet, så bliver det en han…

Og vi bliver i den basale biologiske viden;

Når både menneske- og flodheste-hannens sædceller dannes, sker det ved at en såkaldt progenitorcelle, (en slags stamcelle med begge kromosomer) deler sig i fire.  Ved delingen bliver der to celler med Y-kromosom og to med X-kromosom – og så ville det være logisk at tro, at der kommer cirka halvt af hver ud.

Men altså ikke, når det handler om flodheste-miraklet. Og så er vi tilbage ved historien:

Forskere ved Leibniz Instituttet for Zoo & Wildlife Research i Berlin (de tidligere nævnte forskere) ville tjekke netop denne celledeling i dværgflodhestehannernes sæd. Helt lav-praktisk gjorde de det, at de mærkede sædcellerne fra de ’små’ han-dyr med et stof, som gør kønskromosomerne selvlysende. Og resultatet: I en flok (hvor 58 pct. af alle ungerne er hunkøn) viste det sig, at 58 procent af al sæden, som blev ejakuleret, var X-kromosom-sæd.

Hovedforfatteren bag dværgflodhestehannernes kromosomer-i-sæd-undersøgelsen, Joseph Saragusty, konkluderer:

’I mindre grupper – som blandt dem, der lever i fangenskab – kan hannerne vinde, ved at skaffe sig flere døtre. Naturligvis har mændene ikke kontrol over sædens skæbne efter parring, så hunnen har det sidste ord. Men ved at levere væsentlig mere sæd af et bestemt køn, øger de imidlertid chancen for, at en af disse er den sædcelle, der befrugter ægcellen’, siger forskeren.

HVORDAN dværgflodhestene bærer sig ad, er dog stadig et mysterium. Men spændende er det …

Ny 3D-teknologi og engelsk forskning viste forleden, at den gode, gamle konge-dino, Tyrannosausus Rex, havde det heftigste bid, som noget land-dyr på vor gamle jord nogensinde har præsteret.

Ved hjælp af 3D-teknologi har to engelske forskere fundet ud af, at den store, kødædende dinosaur, som var klodens konge-dyr for bare 65 mio. år siden, kunne præstere en knase-kraft mellem bisserne, som svarer til vægten af en voksen han-elefant. Altså omkring 3 ton.

’Den maksimale kraft, vi målte i tænderne, er mellem 30.000 og 60.000 Newtons (tre til seks ton, red.). Det svarer til, at en mellemstor elefant sidder på dig’, fortæller professor Karl Bates fra Liverpool University til BBC.

Bates fra Liverpool har arbejdet sammen med en forsker-kollega fra universitetet i Manchester, for at nå frem til denne epokegørende information. De to brugte en model af et tyrannosaurus-kranium til at udregne biddets styrke. Og her får du forklaringen, hvis du selv har lyst at eksperimentere på noget muldvarpe-skelet-noget hjemme i garagen.

’Vi digitaliserede kraniet med en laser scanner, fik en 3D-model af computeren – og så gik vi i gang med at kortlægge musklerne på kraniet og måle kraften, når tænderne ramte hinanden, fortæller Karl Bates, der selv er overrasket over resultatet.

Tidligere T-rex knase-estimater gik nemlig på et dino-bid på beskedne 800 til 1.300 kilo – svarende til hvad et nutids-rovdyr som alligatoren kan præstere, når den f.eks. gnaver sig igennem en kano med mandskab. Men T-rex, som i øvrigt havde bybus-størrelse på omkring 13 meter og vejede i omegnen af 8 ton, kunne altså noget mere.

Skulle hjemmeforskningen i garagen også omfatte noget DNA-i-rav genskabelse a la Jurassic Park, så er de nye forskningsresultater måske værd at tage med i overvejelserne…

Og instituttets nye forskning byder på godt nyt til den del af verdensbefolkningen, som bekymrer sig for den hvide kæmpebjørns liv og levned.

Det viser sig nemlig, at området som isbjørnene bruger til at deres vinterhi’er ikke bare er vokset siden 1973 (hvor det blev forbudt at lyst-plaffe bjørne deroppe på ø-gruppen højt mod nord).

Hunbjørnene vender rent faktisk også tilbage til de områder, hvor de selv er blevet født, når tiden er inde til at nappe sig en vinterlang morfar.

Det er den fremragende norske hjemmeside Forskning.no, som fortæller historien om biologernes undersøgelser.
Suppleret med dejlige billeder fra Thor S. Larsen fra Polarinstituttet(t). Tag nu f.eks. denne lille foto-perle, som giver et sjældent Bo-Bedre-indblik i isbjørneungernes hyggelige hi-liv.

Isbjørneforsker Jon Aars (ligeledes fra instituttet(t) fortæller yderligere:

-Det store jagt-tryk som (isbjørne)bestanden oplevede i 100 år, før fredningen indtraf (i 1973) har sandsynligvis fjernet ynglende hunbjørne fra en del områder på Svalbard. Men nu ser man, at områderne igen tages i brug som hi-habitater’.

De norske forskere har, i samarbejde med canadiske kolleger, udgivet deres opdagelser i tidsskriftet Polar Biology.
Som desværre ikke er at finde i Magasins kiosk, men kan læses på nettet, hvis man da har nok is i maven til den slags nymodens tant & fjas.

Det hører med til historien, at gode hi-områder er ligeså vigtige for isbjørne, som adgang til hovednæringskilden sæler. Og ved du det ikke i forvejen, så bliver isbjørne kønsmodne, når de er 3-4 år gamle.

Polarbamserne parrer sig i perioden marts til maj, men de gør det kun hvert tredie år (!) – hvorefter hunnen er drægtig i 7-8 måneder,
før den (som regel) føder to unger.

Når hunbamserne går i hi, så er der desuden ikke tale om dvale, som vi kender det fra f.eks. pindsvinet og Vinbjergsneglen herhjemme, der lukker helt ned.

Bamserne overvintrer bare, for at spare på de kræfter og energi og fedtdepoter, som det kræves at føde og opfostre unger under ekstremt lave temperaturer.

Og her er det så, at det sker:

P.S. ’Vi har i dag (isbjørne)yngling i store dele af Svalbard, og hovedtyngden af hi’erne ligger på øerne i den østlige del af i øgruppen’, fortæller Jon Aars fra Norsk Polarinstitutt

En kravetrappe er en tranefugl af
trappe-familien, som bor i ørkenområderne omkring Ækvator. Hannens vilde fjer-krave, som minder om noget fra Birthe Rønn Hornbechs klædeskab, har givet den navnet. Og når den skal score damer, leverer den de vildeste danse i ørkenvarmen.

Den heftige aktivitet, hvor herre-fuglene giver den
max gas, foregår seks af årets 12 måneder. I modsætning til f.eks. løverne,
hvor hannerne kun har tre-fire dage på et år til at knalde konen. Godt nok ’gør
de det’ så adskillige hundrede gange i løbet af de få dage. Løverne. Men
bagefter kan hanløven læne sig tilbage, slikke knurhår, fede den på savannens
udkigsposter og vente på, at fruen har nedlagt tilpas store T-bone-steaks, den gider lette sig.

Foto: Screendump

Sådan er det bare ikke hos trapper, som den opmærksomme læser nu vil vide er fugle og ikke bare noget, mennesker tramper rundt på.

Kravetrapperne er tvunget til at gøre sig til, kurtisere, danse og føre sig frem 7-24 i halvårlige perioder. Og det slider. Big time. Især på de hanner, som kaster sig mest ihærdigt ind i dansen og sviger fjerpragten ekstra entusiastisk.

På universitetet i franske Bourgogne fortæller Dr. Brian Preston (som ifølge nyhedsbureauet Alpha Galileo har studeret den kække fugl over længere tid sammen med et helt team af forskere) at kravetrapper af hankønsvæsen lider af for tidlig biologisk aldring. Takket være dens overdrevne, sexuelle aktivitet.

’Denne fugl minder om hankønsvæsner, som fyrer alt de har i sig af på barer og på natklubber hver weekend’, siger Dr. Preston ifølge Alpha Galileo.

Problemet er, at specielt de stordansende, ekstravagante hanfugle får fyret alt deres gode, produktive sperm-krudt af meget hurtigt i livet. I modsætning til deres mere tilbageholdende og mindre frembrusende kolleger.

Doktor Preston og hans kollegers målinger viser nemlig, at de mest flamboyante fugles sædkvalitet kun et i top, mens de er helt unge. Mens mere tilbageholdende kravetrapper kan producere unger (læs: fertile æg) i langt længere tid.

Det sjove er bare, at de ældre, sæd- og forplantningsmæssigt udfordrede kravetrapper ingenlunde stopper deres dans. De gør sig ufortrødent og uanfægtet til, i højt tempo og fin  stil. Mens de forplantningshungrende (og uanende) hunner lader sig dupere.

Tjaaaeh. Hvad kan man mon lære af det? Mumlemumle. Eller skulle man sige kvidrekvidre?

Nyhedssitet Discovery News bragte forleden denne umådeligt interessante (og naturligvis videnskabeligt funderede) historie. Som de selv konkluderer er det endelige bevis for, at størrelse alene ikke gør det.

Videnskabsfolk har nemlig optaget den højeste lyd, som et dyr nogensinde har produceret. Vel at mærke sat i forhold til dyrets fysiske størrelse.

Og vinderen er – talaaaaaa – den ’almindelige rygsvømmer’. På engelsk ’the water boatman’. En lille fyr, som tilhører insektordenen ‘næbmundede insekter’ (andre prominente medlemmer af ordenen tæller f.eks. tæger, cikader og bladlus).

Og hvad sysler sådan en 14-17 mm lang rygsvømmer så med?

Joda, den lever det fede liv på bunden af floder, åer og damme, hvor den mæsker sig med snegle, haletudser og bittesmå fisk. Som den tømmer for næring med sin stikkende og sugende snabel, efter at have opløst byttet med en ’speciel væske’.

Det engelske ’boatman’ navn har rygsvømmeren fået, fordi dens kompakte krop nærmest ligner en lille båd. Den udmærker sig samtidig ved at svømme på ryggen. Og det er også i den positur, at den leverer sine MEGAHØJE lyde. Simpelt hen ved at gnide et 0,05 millimeter langt mave-vedhæng mod sin penis.

Hvordan den lille fyr kan larme SÅ MEGET, er stadig et mysterium. Men faktum er, at ingeniørerne James Windmill og David Mackie fra University of Strathclyde i skotske Glasgow har målt rygsvømmerens lyd-profil i deres laboratorium. Efter en forespørgsel fra en undrende franskmand, som hørte høje, uforklarlige piiip-lyde ved en dam i Paris.

Skotterne antog først, at lydene kom fra et langt større insekt end rygsvømmeren. Ikke mindst fordi kun omkring 1 pct af de lyde, som bliver ’produceret’ under vand, kan høres oppe i virkeligheden. F.eks. ved søbredden.

Men nix. Lydene kom fra rygsvømmeren. Som I laboratoriet leverede flere chiiiiiiiirp-serier, der på sit højeste nåede op på 99 decibel. Eller som nævnt i indledningen – et lydniveau, som svarer til en endog særdeles hidsig, elektrisk plæneklipper.

Det hører med til historien, at kaskelot hvaler (som sidder på dyrerige-rekorden hvad
angår lyde) udstøder syngende brøl, som kan nå op på 236 decibel. Men hvalerne
er også op til 20 meter lange og har en kampvægt i omegnen af de 50 tons…

Fuck modvilligt fyrstebryllup i Monaco

Ugens vigtigste nyhed skete, da en arktisk pingvin
vraltede op på stranden i New Zealand, tæt på Wellington, omkring 3.000
kilometer ude af kurs. Og var ved at dø. Ikke på grund af den lange svømmetur.
Men fordi den på land begyndte at spise løs af strandens sand.

Hjemme i Arktis vil en pingvin rent instinktivt æde
en masse is, hvis dens kropstemperatur bliver for høj. Asyl-pingvinen valgte
samme MO. Men vidste ikke, at den var landet på et andet kontinent, hvis kyster
ikke består af slush-ice, men sand og grene.

Efter at have holdt den vildfarne fugl under
observation et stykke tid, besluttede de newzealandske myndigheder sig for at
gribe ind. Og sendte kejserpingvinen, der i medierne staks fik navnet Happy
Feet (Glade Futter, efter sin dansende tegnefim-kollega) på operationsbordet.
Hvor en berømmet menneske-kirurg tømte dens mavesæk – og satte pingvinen på en
hyggelig diæt af blendede fisk og afføringsmiddel.

Pingvinen er nu i gang med både at komme sig – og få
de uvante affaldsstoffer ud af kroppen. Det foregår i Wellington Zoo, hvor den
både får god fiskemad og masser air con.

Forventningen er, at det kommer til at tage et par
måneder. Men det pingvinen formentlig ikke ved, er at den undervejs er blevet
en sensation – og at dens videre skæbne er blevet overladt til en såkaldt ‘penguin advisory group’. En
ekspertgruppe, som onsdag nåede frem til den konklusion, at fuglen skal sættes
ud i havet sydøst for New Zealand, når den igen er i fin pingvin-form. Hvorefter
den så, forhåbentlig, er i stand til selv at finde hjem til Arktis.

VidenSkabet krydser luffer for, at den vildfarne pingvin får lov at svømme
hjemad i god ro & orden, når tid er. 3.200 kilometer er en lang svømmetur,
hvis man har en News-helikopter larmende over hovedet hele vejen.

For ikke at tale om sikkert enormt rare sejler-familier, der i stil med den
overvældende mængde af danskere, der tilsyneladende syntes det var den mest
naturlige ting i verden at sejle ud for at hoppe rundt ovenpå den strandede
hval sidste sommer i Vejle Fjord, bare lige vil klappe et ’berømt dyr’ og sige:
’Oiii, hvor er den sød’ og ’Jeg æææælsker den’ til nyhedskameraerne. Grrrrrrrrr

Alligevel får fuglen hverken hamrende hovedpine eller hjernerystelse.

I modsætning til mennesket, er spættefuglenes hjerner nemlig indpakket i muskler, inde i kraniet. Musklerne fungerer – ifølge livescience.com – som en slags beskyttende styrthjelm, som forhindrer fuglenes hjerner i at rasle rundt.

Derudover er headbanger-spætterne også så heldige at have sammenpresselige, fjeder-lignende knogler i halsen, mellem næb og hoved. Knogler, som forskydes indbyrdes, lidt på samme måde som ringene i en fjeder. Eller sagt på en anden måde; knoglerne presses sammen mikro-split-sekunder før næb rammer træ.

Som om dette snedige system ikke var nok, så er spætten også indrettet sådan, at den kun og udelukkende leverer direkte, lige hak i træ. Ikke noget med sidelæns bevægelser, som trods solid hjerne-indpakning OG fjeder-muskulatur, kunne give hovedpine.

En sidste bonus-info om dette geniale stykke fjerkræ er, at den også er udstyret med en laaaang tunge. Som den benytter til at fiske lækre larver og andre godbidder ud af træets bark med, efter endt hakning.

Verden er i sandhed et groft undervurderet sted….

Det er det norske site forskning.no, som skriver om den nye sæl-forskning.
Just publiceret i det videnskabelige tidsskrift The Journal of Experimental
Biology, og baseret på eksperimenter foretaget af en tysk forskergruppe fra
Rostock Universität.

En af hoved-sælerne i eksperimentet (som forskerne har brugt 10 grundige år
på) er 12-årige, spættede Harry.

Harry har haft fornøjelsen af at lege undervands-teenager – med badehætte
og hørebøffer. Uden at det havde nogen som helst indflydelse på hans ’observationsevner’.

For selv uden hørelse og syn, kunne Harry f.eks. uden problemos svømme
nøjagtigt samme rute, som en fjernstyret mini-ubåd netop havde sejlet. Fordi
hans fabelagtige knurhår opfangede det bølgespor og de hvirvler i vandet, som
u-båden have lavet.

Han kunne også skelne mellem årer af forskellig størrelse, som forskerne havde
trukket gennem vandet tre sekunder før han – iført førnævnte badehætte og
hørebøffer – blev sluppet løs. Hvilket han beviste ved at trykke sin snude mod
forskellige forsker-udvalgte mål. Alt efter om det var en stor, medium eller
lille åre, som netop havde efterladt et (for et en knurhårs-bevæbnet sæl)
tilsyneladende turbulent spor i vandet.

Forskning.no har snakket med Magnus Wahlberg, som er chefbiolog ved
Fjord&Bælt i Kerteminde. Og Wahlberg er imponeret.

’Det er et utrolig flot stykke arbejde tyskerne har gennemført. De har
ganske enkelt fundet svaret på, hvordan en sæl kan jagte en fed fisk eller
undgå en haj i buldrende mørke på 1.000 meters dybde – eller bare i vand med
dårlig sigtbarhed. For når øjnene svigter, så bruger de bare knurhårene’,
konkluderer den imponerede biolog.

Med til historien hører, at en spættet sæl som Harry har mellem 40 og 50
knurhår på hver side af snuden. Hvert af hårene er udstyret med omkring 1.500
nerver i hårroden. Og det er omkring10 gange flere end rotter og katte. Hvaba?

Her i VidenSkabet bifalder vi højlydt forskning som ovenstående. Og glæder os
til, at nogen dybde-undersøger præcis hvornår Fru Næsehornsfugl udviklede sin
unikke evne til præcisions-pistolskidning ud gennem det lillebitte hul i reden,
som Hr. Næsehornsfugl murer til omkring hende, mens hun ligger på æg.

Skete det mon først efter århundreders trusler mod arten, fordi hunnerne
druknede i lort mens de rugede? Og hvem opfandt i øvrigt spejlægget? Var det en
aboriginal, som skvattede med et enormt strudseæg på Ayers Rock?