Og instituttets nye forskning byder på godt nyt til den del af verdensbefolkningen, som bekymrer sig for den hvide kæmpebjørns liv og levned.

Det viser sig nemlig, at området som isbjørnene bruger til at deres vinterhi’er ikke bare er vokset siden 1973 (hvor det blev forbudt at lyst-plaffe bjørne deroppe på ø-gruppen højt mod nord).

Hunbjørnene vender rent faktisk også tilbage til de områder, hvor de selv er blevet født, når tiden er inde til at nappe sig en vinterlang morfar.

Det er den fremragende norske hjemmeside Forskning.no, som fortæller historien om biologernes undersøgelser.
Suppleret med dejlige billeder fra Thor S. Larsen fra Polarinstituttet(t). Tag nu f.eks. denne lille foto-perle, som giver et sjældent Bo-Bedre-indblik i isbjørneungernes hyggelige hi-liv.

Isbjørneforsker Jon Aars (ligeledes fra instituttet(t) fortæller yderligere:

-Det store jagt-tryk som (isbjørne)bestanden oplevede i 100 år, før fredningen indtraf (i 1973) har sandsynligvis fjernet ynglende hunbjørne fra en del områder på Svalbard. Men nu ser man, at områderne igen tages i brug som hi-habitater’.

De norske forskere har, i samarbejde med canadiske kolleger, udgivet deres opdagelser i tidsskriftet Polar Biology.
Som desværre ikke er at finde i Magasins kiosk, men kan læses på nettet, hvis man da har nok is i maven til den slags nymodens tant & fjas.

Det hører med til historien, at gode hi-områder er ligeså vigtige for isbjørne, som adgang til hovednæringskilden sæler. Og ved du det ikke i forvejen, så bliver isbjørne kønsmodne, når de er 3-4 år gamle.

Polarbamserne parrer sig i perioden marts til maj, men de gør det kun hvert tredie år (!) – hvorefter hunnen er drægtig i 7-8 måneder,
før den (som regel) føder to unger.

Når hunbamserne går i hi, så er der desuden ikke tale om dvale, som vi kender det fra f.eks. pindsvinet og Vinbjergsneglen herhjemme, der lukker helt ned.

Bamserne overvintrer bare, for at spare på de kræfter og energi og fedtdepoter, som det kræves at føde og opfostre unger under ekstremt lave temperaturer.

Og her er det så, at det sker:

P.S. ’Vi har i dag (isbjørne)yngling i store dele af Svalbard, og hovedtyngden af hi’erne ligger på øerne i den østlige del af i øgruppen’, fortæller Jon Aars fra Norsk Polarinstitutt

En kravetrappe er en tranefugl af
trappe-familien, som bor i ørkenområderne omkring Ækvator. Hannens vilde fjer-krave, som minder om noget fra Birthe Rønn Hornbechs klædeskab, har givet den navnet. Og når den skal score damer, leverer den de vildeste danse i ørkenvarmen.

Den heftige aktivitet, hvor herre-fuglene giver den
max gas, foregår seks af årets 12 måneder. I modsætning til f.eks. løverne,
hvor hannerne kun har tre-fire dage på et år til at knalde konen. Godt nok ’gør
de det’ så adskillige hundrede gange i løbet af de få dage. Løverne. Men
bagefter kan hanløven læne sig tilbage, slikke knurhår, fede den på savannens
udkigsposter og vente på, at fruen har nedlagt tilpas store T-bone-steaks, den gider lette sig.

Foto: Screendump

Sådan er det bare ikke hos trapper, som den opmærksomme læser nu vil vide er fugle og ikke bare noget, mennesker tramper rundt på.

Kravetrapperne er tvunget til at gøre sig til, kurtisere, danse og føre sig frem 7-24 i halvårlige perioder. Og det slider. Big time. Især på de hanner, som kaster sig mest ihærdigt ind i dansen og sviger fjerpragten ekstra entusiastisk.

På universitetet i franske Bourgogne fortæller Dr. Brian Preston (som ifølge nyhedsbureauet Alpha Galileo har studeret den kække fugl over længere tid sammen med et helt team af forskere) at kravetrapper af hankønsvæsen lider af for tidlig biologisk aldring. Takket være dens overdrevne, sexuelle aktivitet.

’Denne fugl minder om hankønsvæsner, som fyrer alt de har i sig af på barer og på natklubber hver weekend’, siger Dr. Preston ifølge Alpha Galileo.

Problemet er, at specielt de stordansende, ekstravagante hanfugle får fyret alt deres gode, produktive sperm-krudt af meget hurtigt i livet. I modsætning til deres mere tilbageholdende og mindre frembrusende kolleger.

Doktor Preston og hans kollegers målinger viser nemlig, at de mest flamboyante fugles sædkvalitet kun et i top, mens de er helt unge. Mens mere tilbageholdende kravetrapper kan producere unger (læs: fertile æg) i langt længere tid.

Det sjove er bare, at de ældre, sæd- og forplantningsmæssigt udfordrede kravetrapper ingenlunde stopper deres dans. De gør sig ufortrødent og uanfægtet til, i højt tempo og fin  stil. Mens de forplantningshungrende (og uanende) hunner lader sig dupere.

Tjaaaeh. Hvad kan man mon lære af det? Mumlemumle. Eller skulle man sige kvidrekvidre?

Nyhedssitet Discovery News bragte forleden denne umådeligt interessante (og naturligvis videnskabeligt funderede) historie. Som de selv konkluderer er det endelige bevis for, at størrelse alene ikke gør det.

Videnskabsfolk har nemlig optaget den højeste lyd, som et dyr nogensinde har produceret. Vel at mærke sat i forhold til dyrets fysiske størrelse.

Og vinderen er – talaaaaaa – den ’almindelige rygsvømmer’. På engelsk ’the water boatman’. En lille fyr, som tilhører insektordenen ‘næbmundede insekter’ (andre prominente medlemmer af ordenen tæller f.eks. tæger, cikader og bladlus).

Og hvad sysler sådan en 14-17 mm lang rygsvømmer så med?

Joda, den lever det fede liv på bunden af floder, åer og damme, hvor den mæsker sig med snegle, haletudser og bittesmå fisk. Som den tømmer for næring med sin stikkende og sugende snabel, efter at have opløst byttet med en ’speciel væske’.

Det engelske ’boatman’ navn har rygsvømmeren fået, fordi dens kompakte krop nærmest ligner en lille båd. Den udmærker sig samtidig ved at svømme på ryggen. Og det er også i den positur, at den leverer sine MEGAHØJE lyde. Simpelt hen ved at gnide et 0,05 millimeter langt mave-vedhæng mod sin penis.

Hvordan den lille fyr kan larme SÅ MEGET, er stadig et mysterium. Men faktum er, at ingeniørerne James Windmill og David Mackie fra University of Strathclyde i skotske Glasgow har målt rygsvømmerens lyd-profil i deres laboratorium. Efter en forespørgsel fra en undrende franskmand, som hørte høje, uforklarlige piiip-lyde ved en dam i Paris.

Skotterne antog først, at lydene kom fra et langt større insekt end rygsvømmeren. Ikke mindst fordi kun omkring 1 pct af de lyde, som bliver ’produceret’ under vand, kan høres oppe i virkeligheden. F.eks. ved søbredden.

Men nix. Lydene kom fra rygsvømmeren. Som I laboratoriet leverede flere chiiiiiiiirp-serier, der på sit højeste nåede op på 99 decibel. Eller som nævnt i indledningen – et lydniveau, som svarer til en endog særdeles hidsig, elektrisk plæneklipper.

Det hører med til historien, at kaskelot hvaler (som sidder på dyrerige-rekorden hvad
angår lyde) udstøder syngende brøl, som kan nå op på 236 decibel. Men hvalerne
er også op til 20 meter lange og har en kampvægt i omegnen af de 50 tons…

Fuck modvilligt fyrstebryllup i Monaco

Ugens vigtigste nyhed skete, da en arktisk pingvin
vraltede op på stranden i New Zealand, tæt på Wellington, omkring 3.000
kilometer ude af kurs. Og var ved at dø. Ikke på grund af den lange svømmetur.
Men fordi den på land begyndte at spise løs af strandens sand.

Hjemme i Arktis vil en pingvin rent instinktivt æde
en masse is, hvis dens kropstemperatur bliver for høj. Asyl-pingvinen valgte
samme MO. Men vidste ikke, at den var landet på et andet kontinent, hvis kyster
ikke består af slush-ice, men sand og grene.

Efter at have holdt den vildfarne fugl under
observation et stykke tid, besluttede de newzealandske myndigheder sig for at
gribe ind. Og sendte kejserpingvinen, der i medierne staks fik navnet Happy
Feet (Glade Futter, efter sin dansende tegnefim-kollega) på operationsbordet.
Hvor en berømmet menneske-kirurg tømte dens mavesæk – og satte pingvinen på en
hyggelig diæt af blendede fisk og afføringsmiddel.

Pingvinen er nu i gang med både at komme sig – og få
de uvante affaldsstoffer ud af kroppen. Det foregår i Wellington Zoo, hvor den
både får god fiskemad og masser air con.

Forventningen er, at det kommer til at tage et par
måneder. Men det pingvinen formentlig ikke ved, er at den undervejs er blevet
en sensation – og at dens videre skæbne er blevet overladt til en såkaldt ‘penguin advisory group’. En
ekspertgruppe, som onsdag nåede frem til den konklusion, at fuglen skal sættes
ud i havet sydøst for New Zealand, når den igen er i fin pingvin-form. Hvorefter
den så, forhåbentlig, er i stand til selv at finde hjem til Arktis.

VidenSkabet krydser luffer for, at den vildfarne pingvin får lov at svømme
hjemad i god ro & orden, når tid er. 3.200 kilometer er en lang svømmetur,
hvis man har en News-helikopter larmende over hovedet hele vejen.

For ikke at tale om sikkert enormt rare sejler-familier, der i stil med den
overvældende mængde af danskere, der tilsyneladende syntes det var den mest
naturlige ting i verden at sejle ud for at hoppe rundt ovenpå den strandede
hval sidste sommer i Vejle Fjord, bare lige vil klappe et ’berømt dyr’ og sige:
’Oiii, hvor er den sød’ og ’Jeg æææælsker den’ til nyhedskameraerne. Grrrrrrrrr

Alligevel får fuglen hverken hamrende hovedpine eller hjernerystelse.

I modsætning til mennesket, er spættefuglenes hjerner nemlig indpakket i muskler, inde i kraniet. Musklerne fungerer – ifølge livescience.com – som en slags beskyttende styrthjelm, som forhindrer fuglenes hjerner i at rasle rundt.

Derudover er headbanger-spætterne også så heldige at have sammenpresselige, fjeder-lignende knogler i halsen, mellem næb og hoved. Knogler, som forskydes indbyrdes, lidt på samme måde som ringene i en fjeder. Eller sagt på en anden måde; knoglerne presses sammen mikro-split-sekunder før næb rammer træ.

Som om dette snedige system ikke var nok, så er spætten også indrettet sådan, at den kun og udelukkende leverer direkte, lige hak i træ. Ikke noget med sidelæns bevægelser, som trods solid hjerne-indpakning OG fjeder-muskulatur, kunne give hovedpine.

En sidste bonus-info om dette geniale stykke fjerkræ er, at den også er udstyret med en laaaang tunge. Som den benytter til at fiske lækre larver og andre godbidder ud af træets bark med, efter endt hakning.

Verden er i sandhed et groft undervurderet sted….

Det er det norske site forskning.no, som skriver om den nye sæl-forskning.
Just publiceret i det videnskabelige tidsskrift The Journal of Experimental
Biology, og baseret på eksperimenter foretaget af en tysk forskergruppe fra
Rostock Universität.

En af hoved-sælerne i eksperimentet (som forskerne har brugt 10 grundige år
på) er 12-årige, spættede Harry.

Harry har haft fornøjelsen af at lege undervands-teenager – med badehætte
og hørebøffer. Uden at det havde nogen som helst indflydelse på hans ’observationsevner’.

For selv uden hørelse og syn, kunne Harry f.eks. uden problemos svømme
nøjagtigt samme rute, som en fjernstyret mini-ubåd netop havde sejlet. Fordi
hans fabelagtige knurhår opfangede det bølgespor og de hvirvler i vandet, som
u-båden have lavet.

Han kunne også skelne mellem årer af forskellig størrelse, som forskerne havde
trukket gennem vandet tre sekunder før han – iført førnævnte badehætte og
hørebøffer – blev sluppet løs. Hvilket han beviste ved at trykke sin snude mod
forskellige forsker-udvalgte mål. Alt efter om det var en stor, medium eller
lille åre, som netop havde efterladt et (for et en knurhårs-bevæbnet sæl)
tilsyneladende turbulent spor i vandet.

Forskning.no har snakket med Magnus Wahlberg, som er chefbiolog ved
Fjord&Bælt i Kerteminde. Og Wahlberg er imponeret.

’Det er et utrolig flot stykke arbejde tyskerne har gennemført. De har
ganske enkelt fundet svaret på, hvordan en sæl kan jagte en fed fisk eller
undgå en haj i buldrende mørke på 1.000 meters dybde – eller bare i vand med
dårlig sigtbarhed. For når øjnene svigter, så bruger de bare knurhårene’,
konkluderer den imponerede biolog.

Med til historien hører, at en spættet sæl som Harry har mellem 40 og 50
knurhår på hver side af snuden. Hvert af hårene er udstyret med omkring 1.500
nerver i hårroden. Og det er omkring10 gange flere end rotter og katte. Hvaba?

Her i VidenSkabet bifalder vi højlydt forskning som ovenstående. Og glæder os
til, at nogen dybde-undersøger præcis hvornår Fru Næsehornsfugl udviklede sin
unikke evne til præcisions-pistolskidning ud gennem det lillebitte hul i reden,
som Hr. Næsehornsfugl murer til omkring hende, mens hun ligger på æg.

Skete det mon først efter århundreders trusler mod arten, fordi hunnerne
druknede i lort mens de rugede? Og hvem opfandt i øvrigt spejlægget? Var det en
aboriginal, som skvattede med et enormt strudseæg på Ayers Rock?

Listen over verdens 20 sjældnest sete dyrearter er offentliggjort. Der er frugt-flagermusen, som nærmest spot-on ligner Jedi-mesteren Yoda fra Star Wars. Den grønne frø, hvis kysse-tøj kan suge sig fast til rullesten. Og djævle-gekkoen, som kan transmoglyffe sig om til et vissent blad…

Det Internationale Zoologiske Selskab har en rejse-afdeling ved navn RAP (Rapid Assesment Program), hvis medarbejdere suser ud i verden og stikker snudeskafterne ned i det desværre ikke altid alt for pulserende, sjældne dyreliv.

RAPerne har bl.a. været på langtids feltundersøgelser i Papua Ny Guineas regnskov og på Madagaskar. Hvor de har mødt bizarre skabninger, der som altid i naturen gør deres bedste for at blende ind med omgivelserne. Enten for bedst at kunne klappe hugtænderne i et saftigt bytte – eller for selv at undgå at blive et af slagsen.

Arbejdet har bl.a. mundet ud i en liste over verdens 20 MINDST sete dyr. (Ta’ den, Paris Hilton – og alle andre, som ikke har fattet budskabet om, at ’den der lever skjult, lever godt’)

Hele listen kan ses på National Geographics hjemmeside. Men her på Videnskabet får du lige et par high-lights.

Listens topscorer er frugt-flagermusen med den rør-formede snude. Som er så sjælden, at den endnu ikke har fået et officielt navn. Ud over Yoda. Som andre frugt-flagermus mæsker Yoda sig med, tjaeh, frugt. Og RAP-forskerne gætter derfor på at den, via sit MO med at flyve rundt og både tabe og udskide frugtkerner, er en ikke uvæsentlig del af øgruppens øko-system.

Nummer to er dette lille ligeledes unavngivne pattedyr (også fra Papua Ny Guinea), som lever i bjergene. Hvor den angiveligt hænger ud steder, hvor nat-insekter skulle kunne udgøre menuen på middagstallerknen. F.eks. myg! Alligevel har den en tunge, som er udformet således, at nektar også er en favorit-spise. (Hvilken haveejer gad ikke ha sådan en lille nuttet fætter boende, hvis den mod et skævt akaciehonning i ny & næ gad æde myggene?)

RAPernes undersøgelser fandt i øvrigt frem til en hel stribe nye arter. Bl.a. 100 nye insekter, 24 frøer – og en mus med to-farvet hale. Er det ikke fantastisk? Verden er fucking mangfoldig. Endnu. Og selvom den ufatteligt sjældne sangfugl, som jeg mente at høre ude ved fuglebadet i formiddags viste sig at være naboens nye ringetone, så er butik Fri Natur måske ikke helt lukket endnu…

Men her kommer historien. Som startede for 4.500.000.000 år siden. Det tal kan også læses som 4,5 milliarder. Og selvom vi mennesker ikke liiige selv var der dengang, så er det da en ret cool historisk at have med sig. Synes jeg. Jorden. Yeah. Vores hood.

Foto: National Geographic

Men lad os lige hoppe beskedne 260 millioner år tilbage. Tiden dengang hed Perm-tiden. Dengang var vi der godtnok heller ikke, og det var måske ret meget i orden. For ved overgangen til den næste tid, Tias-tiden (sådan cirka for 251 millioner år siden) uddøde 95 procent af alt liv. Sikkert grundet klima ændringer.

Alligevel var det ret surt. Ikke mindst for vores nye ven, Tiarajudens eccentricus, hvis fossile skelet-dele i denne måned blev fundet af rare forskere fra Universidade Federal do Piauí i Brasilien.

Tiarajudens eccentricus (lad os for nemhedens skyld kalde ham Eksentriske Erik) var noget så sjældent som et dyr i Golden Retreiver-størrelse, som var udstyret med sabeltænder. Altså kæmpe-bisser i overmunden, som minder en smule om elefantens stødtænder.

Og brugte Erik så sit dolke-formede tandsæt til at spidde dino-bøffer eller andre dyr med? Næh-nej, Erik ikke var slet ikke rovdyr, men derimod vegetar. En slags sabel-tandet giga-skildpadde.

Sådan ser Eriks fossil ud...

Efter offentliggørelsen af fundet af Eriks jordiske rester, i tidsskriftet Science, har den geniale danske hjemmeside videnskabet.dk har snakket med Per Christiansen, som både er palæontolog (ekspert i livets historie på jorden, baseret på fossiler) og chefzoolog i Ålborg Zoo. Og Per har en ret overraskende forklaring på, hvad Erik brugte bisserne til. Når det nu ikke handlede om at nedlægge potentiel steak-aftensmad.

’Jeg tror ikke, at dyret har brugt sabeltænderne (som var ca. 12 centimeter lange, red.) til at spise med. Den har sikkert brugt dem til display – altså til seksuel selektion, siger Per Christiansen til Videnskab.dk. Og forklarer, at Eriks sabeltænder med andre ord været paradetænder, som skulle vise, at han var et pragteksemplar af arten. Og dermed god at parre sig med.

Her i VidenSkabet forstår skribøsen nu lagt bedre, hvorfor Mads Mikkelsens hjørnetænder virker så sært tiltrækkende…

Selvom jeg har klippet mit årskort til Zoo over, efter de i starten af måneden nakkede min elefant-ven Ida og sendte hende til forbrænding, så skal jeg alligevel en tur forbi deres hjemmeside. Bare engang imellem. For lige at tjekke, hvordan det går derude på Valby Bakke.

Og hvad sker der så? På Zoo TV finder jeg en chimpanse-frue, som 3. marts fødte en unge i abejunglen. Og der sidder den behårede tingest så – og flasher sine hængepatter, mens hun (sikkert hyggeligt og følsomt og empatisk nok) nusser den lille.

Men er hun virkelig menneskets nærmeste slægtning? Neiiiii. Jeg kan slet ikke ha’ det. Jeg VIL ikke være sådan. Jeg flasher sguda heller ikke min røv, når der kommer hanner forbi. Ikke offentligt, i hvert fald. JEG VIL VÆRE FLODHEST. IKKE ABE.

Derfor kan du også – i stedet – se en fantastisk Zoo-film af en af havens to små forholdsvis nyfødte, svømmende heste, som elegant suser rundt sammen med sin mor. En film, som man får det godt af at se.

Flodhesten er fast i kødet og stram i sværen, den har ingen hængepatter, ingen sørgmodige øjne, ingen depressioner. Go, flodhest, go!

Men lad mig lige rekapitulere fra et tidligere skriv her på VidenSkabet om det ædle fra væsen fra Afrikas floder. Som jeg nu bedre kan forstå, at jeg egentlig er så begejstret for, at jeg sådan set godt gad blive sådan en, hvis jeg ellers troede på reinkarnation. Og som jeg, derudover, synes minder mere om mennesket, end de klamme aber.

-Flodhesten hygger sig i varmen hele dagen, hvor den ligger nedsænket i afkølende vand. Mens den æde-flipper om natten, hvor den kører den ene gigantiske salat efter den anden. Uh!

-Flodhesten gider ikke finde sig i lort – bortset fra sit eget, som den bruger sin hale-rotor til at propelle afsted. Yeah!

-Hvis nogen forstyrrer den, åbner den bare sit enorme gab. Og knaser alt fra irriterende kanoer til dumme, forstyrrende typer. Såsan!

Jamen altså. Er det ikke federe at ta’ styringen, end at sidde og pusle med stikke en pind med honning ned i en myretue. For at få en smule proteiner? Jeg spør bare….

Det startede med medicin i morgenfoderet, som skulle få hende til at døse hen. I løbet af eftermiddagen, hvilket f. eks kunne være lige nu, dør den indiske elefant Ida i Københavns Zoo.

For 22 år siden var jeg elefantpasser i Zoo en enkelt dag. Og mødte Ida. Som galant bøjede knæet og vendte den ene fodsål opad, så jeg kunne bruge den som trædeskammel. Hvorefter hun løftede mig op på sin ryg med snablen. Og smilede. Tror jeg.

Huden på Idas ryg føltes som verdens største viskelæder og følelsen af at sidde på den var helt fabelagtig. Selvom der var ret langt ned og benene skulle foldes ret meget ud til siden. Mine ben altså.

Bagefter tog Ida anerkendende imod mine fedtete figner, som ifølge dyrpasserens anvisninger skulle placeres så langt inde i hendes gab, at selv min albue forsvandt. Uh! Og hver gang jeg siden har besøgt Zoo, har jeg vinket til Ida fra min side af afspærringerne. Man ved jo, at elefanter aldrig glemmer. Øh

Ida nåde at blive 40 år. En regulær prime-time-elefant-woman, som både selv fødte Zoo fem dejlige unger og havde en stjerne-status som tante; den voksne og erfarne hun, som også opdrager og passer på de andres unger og nyder stor respekt i flokken.

Sidst jeg hørte nyt om Ida, havde hendes ledegigt fået det bedre af det dejlige, bløde sandunderlag i det nye elefanthus. Og eftersom elefanter i fangenskab sagtens kan blive både 50 og 60 år (dem i naturen slider deres tænder ned og dør af sult noget tidligere) så regnede jeg med, at hun nok havde mange gode år endnu.

Indtil TV2 Lorry på Kvindernes Internationale Kampdag kunne fortælle, at hun skulle dø i dag, torsdag.

Zoos vicedirektør Bengt Holst forklarede, at det ikke er noget godt elefantliv for Ida at blive holdt på smertestillende medicin. Så nu er festen altså forbi. Dele af Idas store krop skal bruges til forskning, resten skal brændes. Og det er vel i orden. Men jeg tror nu alligevel, at jeg klipper mit Zoo-årskort i stykker..