Der er pænt langt fra savannen til storbyen, og selvom København endnu ikke rangerer størrelsesmæssigt på linje med New York, Tokyo og London gælder samme historie her.
Naturen er laaaaaaangt væk.
Har vi interaktioner med ikke domesticerede dyr, forgår det ved forsøg på at sparke til ulækre, loppebefængte duer, hvis primære næringskilde består af det, som brølstive provinsnakker har ørlet ud på de centrale pladsers fliser.
Eller at smadre edderkopper, fluer, biller og andet kryb, når de på ubehageligste vis popper uønsket op i vores stilige hjem.
De døde dyr i supermarkederne slæber vi bare med hjem og knalder i gryden, i ovnen eller på grillen, mens vi opfatter dem som ingredienser. Et fårs lår, som hjalp den uldne fætter til at springe lystigt rundt, er blevet til en lammekølle.
Og mælk er også bare et drikke-produkt, på linje med smooties og juice. Hvis vi endelig begynder at diskutere mælk, så handler det om hvad der mon feder mest eller mindst. Mini-mælk, let-mælk, skummet-mælk? Glemt er, at den hvide væske kommer ud af koens yver – yuuuuk.
Skal det spændende, horn-klædte dyr med de fire maver og ingen tænder i undermunden endelig ind i billedet, så er det kun for at fastslå, at fløde er dyrere end mælk, fordi det notorisk er sværede at få kreaturet til at sætte dig på de små kartoner, end de store. Øh.
Det moderne menneske blev også lidt fattigere, da det begyndte et købe små Chihuahua-hunde som ascessories. Sammen med Gucci-tasker. Og derfor er denne blog også et forsøg på at genoplive respekten for dyret. Koen, wombaten, tudsen, stankelbenet og alle de andre sære fætre derude i virkeligheden er det værd.
