Sådan undgår spætter hovedpine

Når naturens mesterhakkere leder efter
insekt-happere i bark, hamrer de næbbet ind i træstammer op til 20 gange i
sekundet. For en flagspættes vedkommende, kan det løbe op i 15-16.000 gungrende
hak på en dag.

Alligevel får fuglen hverken hamrende hovedpine eller hjernerystelse.

I modsætning til mennesket, er spættefuglenes hjerner nemlig indpakket i muskler, inde i kraniet. Musklerne fungerer – ifølge livescience.com – som en slags beskyttende styrthjelm, som forhindrer fuglenes hjerner i at rasle rundt.

Derudover er headbanger-spætterne også så heldige at have sammenpresselige, fjeder-lignende knogler i halsen, mellem næb og hoved. Knogler, som forskydes indbyrdes, lidt på samme måde som ringene i en fjeder. Eller sagt på en anden måde; knoglerne presses sammen mikro-split-sekunder før næb rammer træ.

Som om dette snedige system ikke var nok, så er spætten også indrettet sådan, at den kun og udelukkende leverer direkte, lige hak i træ. Ikke noget med sidelæns bevægelser, som trods solid hjerne-indpakning OG fjeder-muskulatur, kunne give hovedpine.

En sidste bonus-info om dette geniale stykke fjerkræ er, at den også er udstyret med en laaaang tunge. Som den benytter til at fiske lækre larver og andre godbidder ud af træets bark med, efter endt hakning.

Verden er i sandhed et groft undervurderet sted….

Knurhår er konge

Selv med badehætten trykket ned over øjnene og store ørebøffer over
lytte-lapperne, har sæler ingen problemer med at spotte middags-fisken eller en
eventuel haj-trussel. Dens veludviklede knurhår gør hele arbejdet.

Det er det norske site forskning.no, som skriver om den nye sæl-forskning.
Just publiceret i det videnskabelige tidsskrift The Journal of Experimental
Biology, og baseret på eksperimenter foretaget af en tysk forskergruppe fra
Rostock Universität.

En af hoved-sælerne i eksperimentet (som forskerne har brugt 10 grundige år
på) er 12-årige, spættede Harry.

Harry har haft fornøjelsen af at lege undervands-teenager – med badehætte
og hørebøffer. Uden at det havde nogen som helst indflydelse på hans ’observationsevner’.

For selv uden hørelse og syn, kunne Harry f.eks. uden problemos svømme
nøjagtigt samme rute, som en fjernstyret mini-ubåd netop havde sejlet. Fordi
hans fabelagtige knurhår opfangede det bølgespor og de hvirvler i vandet, som
u-båden have lavet.

Han kunne også skelne mellem årer af forskellig størrelse, som forskerne havde
trukket gennem vandet tre sekunder før han – iført førnævnte badehætte og
hørebøffer – blev sluppet løs. Hvilket han beviste ved at trykke sin snude mod
forskellige forsker-udvalgte mål. Alt efter om det var en stor, medium eller
lille åre, som netop havde efterladt et (for et en knurhårs-bevæbnet sæl)
tilsyneladende turbulent spor i vandet.

Forskning.no har snakket med Magnus Wahlberg, som er chefbiolog ved
Fjord&Bælt i Kerteminde. Og Wahlberg er imponeret.

’Det er et utrolig flot stykke arbejde tyskerne har gennemført. De har
ganske enkelt fundet svaret på, hvordan en sæl kan jagte en fed fisk eller
undgå en haj i buldrende mørke på 1.000 meters dybde – eller bare i vand med
dårlig sigtbarhed. For når øjnene svigter, så bruger de bare knurhårene’,
konkluderer den imponerede biolog.

Med til historien hører, at en spættet sæl som Harry har mellem 40 og 50
knurhår på hver side af snuden. Hvert af hårene er udstyret med omkring 1.500
nerver i hårroden. Og det er omkring10 gange flere end rotter og katte. Hvaba?

Her i VidenSkabet bifalder vi højlydt forskning som ovenstående. Og glæder os
til, at nogen dybde-undersøger præcis hvornår Fru Næsehornsfugl udviklede sin
unikke evne til præcisions-pistolskidning ud gennem det lillebitte hul i reden,
som Hr. Næsehornsfugl murer til omkring hende, mens hun ligger på æg.

Skete det mon først efter århundreders trusler mod arten, fordi hunnerne
druknede i lort mens de rugede? Og hvem opfandt i øvrigt spejlægget? Var det en
aboriginal, som skvattede med et enormt strudseæg på Ayers Rock?

Sig dav til frugt-flagermusen

Listen over verdens 20 sjældnest sete dyrearter er offentliggjort. Der er frugt-flagermusen, som nærmest spot-on ligner Jedi-mesteren Yoda fra Star Wars. Den grønne frø, hvis kysse-tøj kan suge sig fast til rullesten. Og djævle-gekkoen, som kan transmoglyffe sig om til et vissent blad…

Det Internationale Zoologiske Selskab har en rejse-afdeling ved navn RAP (Rapid Assesment Program), hvis medarbejdere suser ud i verden og stikker snudeskafterne ned i det desværre ikke altid alt for pulserende, sjældne dyreliv.

RAPerne har bl.a. været på langtids feltundersøgelser i Papua Ny Guineas regnskov og på Madagaskar. Hvor de har mødt bizarre skabninger, der som altid i naturen gør deres bedste for at blende ind med omgivelserne. Enten for bedst at kunne klappe hugtænderne i et saftigt bytte – eller for selv at undgå at blive et af slagsen.

Arbejdet har bl.a. mundet ud i en liste over verdens 20 MINDST sete dyr. (Ta’ den, Paris Hilton – og alle andre, som ikke har fattet budskabet om, at ’den der lever skjult, lever godt’)

Hele listen kan ses på National Geographics hjemmeside. Men her på Videnskabet får du lige et par high-lights.

Listens topscorer er frugt-flagermusen med den rør-formede snude. Som er så sjælden, at den endnu ikke har fået et officielt navn. Ud over Yoda. Som andre frugt-flagermus mæsker Yoda sig med, tjaeh, frugt. Og RAP-forskerne gætter derfor på at den, via sit MO med at flyve rundt og både tabe og udskide frugtkerner, er en ikke uvæsentlig del af øgruppens øko-system.

Nummer to er dette lille ligeledes unavngivne pattedyr (også fra Papua Ny Guinea), som lever i bjergene. Hvor den angiveligt hænger ud steder, hvor nat-insekter skulle kunne udgøre menuen på middagstallerknen. F.eks. myg! Alligevel har den en tunge, som er udformet således, at nektar også er en favorit-spise. (Hvilken haveejer gad ikke ha sådan en lille nuttet fætter boende, hvis den mod et skævt akaciehonning i ny & næ gad æde myggene?)

RAPernes undersøgelser fandt i øvrigt frem til en hel stribe nye arter. Bl.a. 100 nye insekter, 24 frøer – og en mus med to-farvet hale. Er det ikke fantastisk? Verden er fucking mangfoldig. Endnu. Og selvom den ufatteligt sjældne sangfugl, som jeg mente at høre ude ved fuglebadet i formiddags viste sig at være naboens nye ringetone, så er butik Fri Natur måske ikke helt lukket endnu…

260 mio gammelt dyr havde blærerøvs-bisser som Mads Mikkelsen

Vegetar-dyret ’Tiarajudens eccentricus’ brugte sine mega-hjørnetænder til at føre sig frem med. Og det leder os direkte frem til skuespilleren Mads Mikkelsen.

Men her kommer historien. Som startede for 4.500.000.000 år siden. Det tal kan også læses som 4,5 milliarder. Og selvom vi mennesker ikke liiige selv var der dengang, så er det da en ret cool historisk at have med sig. Synes jeg. Jorden. Yeah. Vores hood.

Foto: National Geographic

Men lad os lige hoppe beskedne 260 millioner år tilbage. Tiden dengang hed Perm-tiden. Dengang var vi der godtnok heller ikke, og det var måske ret meget i orden. For ved overgangen til den næste tid, Tias-tiden (sådan cirka for 251 millioner år siden) uddøde 95 procent af alt liv. Sikkert grundet klima ændringer.

Alligevel var det ret surt. Ikke mindst for vores nye ven, Tiarajudens eccentricus, hvis fossile skelet-dele i denne måned blev fundet af rare forskere fra Universidade Federal do Piauí i Brasilien.

Tiarajudens eccentricus (lad os for nemhedens skyld kalde ham Eksentriske Erik) var noget så sjældent som et dyr i Golden Retreiver-størrelse, som var udstyret med sabeltænder. Altså kæmpe-bisser i overmunden, som minder en smule om elefantens stødtænder.

Og brugte Erik så sit dolke-formede tandsæt til at spidde dino-bøffer eller andre dyr med? Næh-nej, Erik ikke var slet ikke rovdyr, men derimod vegetar. En slags sabel-tandet giga-skildpadde.

Sådan ser Eriks fossil ud...

Efter offentliggørelsen af fundet af Eriks jordiske rester, i tidsskriftet Science, har den geniale danske hjemmeside videnskabet.dk har snakket med Per Christiansen, som både er palæontolog (ekspert i livets historie på jorden, baseret på fossiler) og chefzoolog i Ålborg Zoo. Og Per har en ret overraskende forklaring på, hvad Erik brugte bisserne til. Når det nu ikke handlede om at nedlægge potentiel steak-aftensmad.

’Jeg tror ikke, at dyret har brugt sabeltænderne (som var ca. 12 centimeter lange, red.) til at spise med. Den har sikkert brugt dem til display – altså til seksuel selektion, siger Per Christiansen til Videnskab.dk. Og forklarer, at Eriks sabeltænder med andre ord været paradetænder, som skulle vise, at han var et pragteksemplar af arten. Og dermed god at parre sig med.

Her i VidenSkabet forstår skribøsen nu lagt bedre, hvorfor Mads Mikkelsens hjørnetænder virker så sært tiltrækkende…

Flodhesten er vores nærmeste slægtning

Fuck chimpansen. Og alle de andre aber, som alligevel aldrig har hittet ud af at tage skridtet helt op ad evolutions-stigen. Daaaaaaaaaah! Tabere!

Selvom jeg har klippet mit årskort til Zoo over, efter de i starten af måneden nakkede min elefant-ven Ida og sendte hende til forbrænding, så skal jeg alligevel en tur forbi deres hjemmeside. Bare engang imellem. For lige at tjekke, hvordan det går derude på Valby Bakke.

Og hvad sker der så? På Zoo TV finder jeg en chimpanse-frue, som 3. marts fødte en unge i abejunglen. Og der sidder den behårede tingest så – og flasher sine hængepatter, mens hun (sikkert hyggeligt og følsomt og empatisk nok) nusser den lille.

Men er hun virkelig menneskets nærmeste slægtning? Neiiiii. Jeg kan slet ikke ha’ det. Jeg VIL ikke være sådan. Jeg flasher sguda heller ikke min røv, når der kommer hanner forbi. Ikke offentligt, i hvert fald. JEG VIL VÆRE FLODHEST. IKKE ABE.

Derfor kan du også – i stedet – se en fantastisk Zoo-film af en af havens to små forholdsvis nyfødte, svømmende heste, som elegant suser rundt sammen med sin mor. En film, som man får det godt af at se.

Flodhesten er fast i kødet og stram i sværen, den har ingen hængepatter, ingen sørgmodige øjne, ingen depressioner. Go, flodhest, go!

Men lad mig lige rekapitulere fra et tidligere skriv her på VidenSkabet om det ædle fra væsen fra Afrikas floder. Som jeg nu bedre kan forstå, at jeg egentlig er så begejstret for, at jeg sådan set godt gad blive sådan en, hvis jeg ellers troede på reinkarnation. Og som jeg, derudover, synes minder mere om mennesket, end de klamme aber.

-Flodhesten hygger sig i varmen hele dagen, hvor den ligger nedsænket i afkølende vand. Mens den æde-flipper om natten, hvor den kører den ene gigantiske salat efter den anden. Uh!

-Flodhesten gider ikke finde sig i lort – bortset fra sit eget, som den bruger sin hale-rotor til at propelle afsted. Yeah!

-Hvis nogen forstyrrer den, åbner den bare sit enorme gab. Og knaser alt fra irriterende kanoer til dumme, forstyrrende typer. Såsan!

Jamen altså. Er det ikke federe at ta’ styringen, end at sidde og pusle med stikke en pind med honning ned i en myretue. For at få en smule proteiner? Jeg spør bare….

Ida dør i dag

Det startede med medicin i morgenfoderet, som skulle få hende til at døse hen. I løbet af eftermiddagen, hvilket f. eks kunne være lige nu, dør den indiske elefant Ida i Københavns Zoo.

For 22 år siden var jeg elefantpasser i Zoo en enkelt dag. Og mødte Ida. Som galant bøjede knæet og vendte den ene fodsål opad, så jeg kunne bruge den som trædeskammel. Hvorefter hun løftede mig op på sin ryg med snablen. Og smilede. Tror jeg.

Huden på Idas ryg føltes som verdens største viskelæder og følelsen af at sidde på den var helt fabelagtig. Selvom der var ret langt ned og benene skulle foldes ret meget ud til siden. Mine ben altså.

Bagefter tog Ida anerkendende imod mine fedtete figner, som ifølge dyrpasserens anvisninger skulle placeres så langt inde i hendes gab, at selv min albue forsvandt. Uh! Og hver gang jeg siden har besøgt Zoo, har jeg vinket til Ida fra min side af afspærringerne. Man ved jo, at elefanter aldrig glemmer. Øh

Ida nåde at blive 40 år. En regulær prime-time-elefant-woman, som både selv fødte Zoo fem dejlige unger og havde en stjerne-status som tante; den voksne og erfarne hun, som også opdrager og passer på de andres unger og nyder stor respekt i flokken.

Sidst jeg hørte nyt om Ida, havde hendes ledegigt fået det bedre af det dejlige, bløde sandunderlag i det nye elefanthus. Og eftersom elefanter i fangenskab sagtens kan blive både 50 og 60 år (dem i naturen slider deres tænder ned og dør af sult noget tidligere) så regnede jeg med, at hun nok havde mange gode år endnu.

Indtil TV2 Lorry på Kvindernes Internationale Kampdag kunne fortælle, at hun skulle dø i dag, torsdag.

Zoos vicedirektør Bengt Holst forklarede, at det ikke er noget godt elefantliv for Ida at blive holdt på smertestillende medicin. Så nu er festen altså forbi. Dele af Idas store krop skal bruges til forskning, resten skal brændes. Og det er vel i orden. Men jeg tror nu alligevel, at jeg klipper mit Zoo-årskort i stykker..

På besøg hos Familien Bæver

Ved hjælp af vandtætte undervandskameraer har amerikanske forskere studeret livet i 23 bæver-kolonier under overfladen af Mississippi Floden. Og som det udtrykkes på bbc.co.uk, så er indtrykket af bæveren et familie-begejstret og harmonisk dyr. Som oveni købet er pænt fremme på ligestillingsområdet.

Til den norske hjemmeside forskning.no siger en af forskerne, som stod bag den næsten et år lange bæver-overvågning – biolog Cy Mott fra Kentucky Wesleyan College – at man før forsøget ikke havde særlig stor viden, om hvad de torpedoformede gnavere egentlig pusler med, når de er hjemme hos sig selv.

’Vi vidste ikke andet, end at de ankom til og forlod deres boliger på forskellige tidspunkter’, fortæller Cy Mott.

’På grund af den åbenbare trængsel i de små, mørke bæver-boliger, forventede vi en vis voldelig stemning. Når medlemmer af en dyrefamilie bor tæt sammen er det ofte forbundet med fysisk vold, som af og til medfører døden. Men hos bæverne dokumenterede vi vældig lidt aggression. Vi var tværtimod overrasket over harmonien’.

Når bæveren skal bruge en bolig, så graver den en i flodbreden – eller konstruerer et hyttelignende bygning af træværk. Med indgang under vandet.

Familiehyggen i bæver-boligen kommer sandsynligvis af, at gnaverne har en kompleks social struktur, som indebærer masser af samarbejde. Bl.a. når nye kuld unger skal håndteres.

Videooptagelserne tydede for eksempel på, at de unge bævere i hjemmet måtte hjælpe med at opdrage deres små søskende.

’Vi er temmelig overbeviste om, at det konstante samarbejde – som er nødvendigt for koloniens overlevelse – er medvirkende til at holde aggressionsniveauet nede i familierne, siger Mott til Forskning.no

Mott og kollegernes forskning er blevet offentliggjort i tidsskriftet Mammalian Biology. Og en af konklusionerne er, at bævernes døgnrytme ikke er så forskellig fra menneskers.

Overvågningskameraerne afslørede nemlig, at de voksne bævere stort set sov én gang, sammenhængende, i løbet af døgnet. De små bævere, derimod, vågnede og sov i et væk i løbet af natten. Ikke ulig menneskebørn. Men for alle bæveres vedkommende, foregik de fleste aktiviteter ved dagslys. Selvom de ikke ser lyset i deres mørke boliger.

Mott og hans kolleger var desuden imponeret over at se, hvordan bævermor og bæverfar fordelte forælder pligterne temmelig ligeligt mellem sig.

’Gøremål som at holde boligen i stand og pleje både unger og mage gjorde både han- og hunbæveren. Hvilket understreger samarbejdets store betydning i en bæverkoloni’, siger Mott.

Er din bæver-interesse vokset, så se denne fine BBC-video om bæver-byggere på Mississippi..